
Phillip om Mexico

Mexico er et virkeligt underkendt rejseland på flere niveauer. Jeg flyttede til Mexico i 2007 og har siden hen været begejstret – også selvom jeg ikke bor der længere! At kunne tage en sporvogn eller en kort bustur fra centrum af verdens måske største by og så befinde sig i et ruinområde med to kæmpe pyramider – det er da vildt! Tænk at kunne besøge et land med så veldokumenteret en antik historie, så appetitvækkende et køkken, så mangfoldige folkeslag, så fantastiske mennesker, så nuanceret natur og så gode øl. Derudover har jeg altid mødt god humor, glade mennesker og gæstfrihed på et fantastisk niveau under mine rejser i dette land. Alt det gør Mexico mit yndlingsrejseland.

Man bør aldrig rejse hjem fra Mexico uden at opleve hovedstaden Mexico City med alle de monumenter og den historiske midtby. Det Antropologiske Museum synes jeg virkelig er en god oplevelse. Det giver en god smagsprøve på nogle af de helt fantastiske oplevelser, som man senere kan få ved at rejse rundt i landet.
Og der venter utrolige oplevelser i hele Mexico. Under en hvalsafari i det vestlige Mexico (Puerto Vallarta) kom jeg engang så tæt på en pukkelhval, at jeg kunne ae den på hovedet. Et fuldstændigt vildt øjeblik med et kæmpe dyr.
Nu er jeg jo madglad og dertil også glad for drikkevarer. Så jeg vil sige, at man skal huske at prøve de rigtige lokale tacos med en Negra Modelo-øl ved siden af – nydes køligt og i godt selskab.
Philip anbefaler: Rejser til Mexico